12 Nov 2018 13:43
Tags
Herunder kommer et nedskrevet radioindslag fra min gode ven Casper Schou. Jeg tænker, at sommetider ville ønske, at man kunne give sine tanker kondomer på, når han oplever, at hans nedfældede tanker nu er blevet offentlige og synlige for alle.
Ja… Sådan. Så er det ude. Det føles godt endelig at sige det højt.
- Men det har jeg. Og jeg har faktisk i lang tid valgt bare at ignorere den, men i går fik jeg nok, så jeg ringede og bestilte en tid hos lægen.
De har heldigvis tid med det samme, så jeg sætter mig til rette i venteværelset. Eller… Det ved alle, som har haft en hæmoride, man sætter sig aldrig til rette. Medmindre det er på en badering.
Jeg bliver kaldt ind, og er i forvejen lidt smånervøs, fordi en mere eller mindre fremmed skal så tæt på min nøgne numse.
- Det bliver ikke bedre af, at jeg bliver bedt om at smide bukserne og tage plads på briksen i lokalet. En briks der til forveksling ligner noget fra en S/M-kælder.
Og så skal jeg have fødderne op i de der stigbøjler, så jeg rigtigt kunne få blottet den bagerste kanal.
Men vanviddet stopper ikke der. For imens jeg ligger helt blottet, så går min læge over i skabet ved siden af ham, og finder noget udstyr frem.
- Ja, det ved alle mænd. Der skal ikke noget udstyr i nærheden af det sted….
Men han finder noget frem fra skabet. I starten kan jeg ikke helt se hvad det er… Der går lidt, inden det går op for mig, at det er en pandelampe.
Han finder en pandelampe frem. Og sætter den på hovedet. Som var han en minearbejder der skulle ned og grave efter ædelsten. En pandelampe, fordi jeg har en hæmoride….
Det var som om han skulle på opdagelse derinde. Som om min endetarm var en form for grotte han skulle udforske.
Han manglede bare en pisk og en brun læderjakke, så var det Indiana Jones på jagt efter krystalkraniet.
Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. "Hvor langt skal du ind? Er det en længere ekspedition du skal ud på? Skulle jeg have haft smurt en madpakke du kunne have med dig derind?"
Jeg forventede næsten, at han lidt senere ville komme ud derfra, beskidt og lettere forpustet, fordi han for vild i min tyktarm.
- Men han kommer også glad ud derfra, for han har fundet El Dorado.
Næste gang han skal til konference med de andre amatørarkæologer kunne han så sige "Kan I huske huske den forsvundne by Babylon? Jeg har fundet den! Den var i endetarmen på Casper, en af mine patienter"
Det tog heldigvis ikke så længe, ekspeditionen. Og det var også nogenlunde smertefrit. Nu har jeg fået en salve jeg skal smøre på, og så glæder jeg mig bare til, at jeg kan sidde ned igen.
- det tager man let for givet, den slags. At kunne sidde ned.
Aldrig mere, det lover jeg.